Skør med rock arrangeres i år af dag- og beskæftigelsestilbuddene, som er en del af Aalborg kommunes socialpsykiatri.
Dag- og beskæftigelsestilbuddene er en bred vifte af forskellige tilbud om støtte, samvær og beskæftigelse, til brugere af socialpsykiatrien i Aalborg Kommune. Alle dag- og beskæftigelsestilbuddene arbejder ud fra en rehabiliterings- og recoverytænkning, der bygger på en tro på, at det enkelte individ kan komme sig delvis eller helt, over sin sindslidelse, samt at for mange mennesker er kvalitet og indhold i livet forbundet med at have et arbejde, faste aktiviteter, eller bare at møde andre i hverdagen.
Dag- og beskæftigelsestilbuddene består af:
Bageriet en kombineret produktionsvirksomhed og socialt tilbud, der tilbyder beskyttet beskæftigelse til voksne med sindslidelse. Den primære produktion er fremstilling af småkager og andet bagværk samt varme og kolde frokostretter, som bliver solgt bl.a. til afdelinger i Ældre- og Handicapforvaltningen. Maden der sælges til Skør med Rock er produceret i Bageriet.
Butik-Caféen er en Café, et Kreativt Værksted og genbrugsbutik med tilbud om beskyttet beskæftigelse. Butik-Caféen drives af en fast medarbejder samt personer i job med løntilskud, beskyttet beskæftigelse, fleksjob samt frivillige.
Poppelvejcentret som er et visiteret dagtilbud. Der er her tale om et arbejds- og lærested, der fungerer med strukturerede gruppe- og aktivitetstilbud samt socialt fællesskab. På aktivitetslisten er blandt andet filmgruppe, frokostgruppe, socialgruppe, kreative aktiviteter samt servicegruppe, der er et tilbud om at ”øve” sig i at have et egentligt arbejde. Servicegruppen udfører opgaver som for eksempel havearbejde, pedelarbejde og service i forbindelse med mødevirksomhed.
Hesteskoen som er et samværs- og aktivitetstilbud, der dels består af et visiteret dagtilbud og dels af et åbent værestedstilbud. Hesteskoen er beliggende midt i et rekreativt område ved Limfjorden og er ideelt for borgere, som er glade for friluftslivet, og som måske ikke trives så godt med de aktivitetsmuligheder, de øvrige socialpsykiatriske dagtilbud tilbyder i mere traditionelle fysiske rammer.
Det Gule Hus, som er et uvisiteret værested, der har åbent hver aften onsdag – søndag, året rundt.
Idræts- og kultur som er et ikke visiteret tilbud, der er målrettet til dem, som har lyst til at dyrke idræt eller deltage i kulturelle aktiviteter sammen med ligestillede. Tilbuddet sikrer voksne med en sindslidelse en reel mulighed for at dyrke idræt og deltage i kulturelle aktiviteter på linje med andre borgere i Aalborg Kommune.
Rejseklubben - et "rejsebureau" for voksne med sindslidelse og personer med psykiske problemstillinger, der har behov for at rejse på særlig trygge vilkår for at realisere ønsket om at rejse til udlandet.
Atelier Ødipus – uvisiteret tilbud om udfoldelse af kreative og kunstneriske evner. Indtil for ganske nylig var der både atelier og galleri, men grundet besparelser måtte vi opsige lejemåle -men der ledes med lys og lygte efter et alternativ, så kunsten kan vises frem.
Klub 30+ - en klub for voksne med sindslidelse og psykisk sårbare over 30 år. Klubben har åben hver fredag aften, drives og styres af brugerne med minimal støtte fra en medarbejder i dagtilbuddene.
På Aalborg Kommunes hjemmeside kan du finde nærmere oplysninger om de enkelte tilbud, men dag- og beskæftigelsestilbuddene er også i fuld gang med at oprette brugerstyrede hjemmesider for de enkelte tilbud, som kan bruges til information om aktiviteter, billeder, debat mv. Selvom hjemmesiderne er fuldstændigt færdige, har vi valgt at lægge dem ud på internettet, og lade alle følge med i opbygningen.
Hvis du vil se det foreløbige resultat, så log ind på www.daak.dk